AVIZ

Blå partier bakker op om Mette Frederiksen til Nato-post

Folkemødet 2023: Søren Pape Poulsen
Folkemødet 2023: Søren Pape Poulsen (Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

Det siger formand Søren Pape Poulsen efter sin partiledertale til Folkemødet i Allinge på Bornholm.

– Jeg synes, vi skal være glade, hvis en dansk statsminister kan blive generalsekretær for Nato. Det var meget flot, da Anders Fogh Rasmussen blev det, og jeg synes også, det vil være flot, hvis Mette Frederiksen bliver det.

– Og jeg lever også helt fint med, hvis hun ikke skal være statsminister i Danmark mere, siger han og smiler.

Fredag erfarede flere norske medier, herunder NRK, at den amerikanske præsident, Joe Biden, har bedt norske Jens Stoltenberg om at blive et år mere på posten.

Der har ellers floreret rygter om, at Mette Frederiksen skulle overtage posten, når Jens Stoltenbergs periode som Nato-chef står til at udløbe 30. september.

Flere kilder sagde i samme forbindelse til NRK fredag, at Mette Frederiksen fortsat er kandidat – men først næste år.

Og selv om intet officielt er bekræftet, mener Søren Pape Poulsen, at man med Mette Frederiksens rejseaktivitet den seneste tid, hendes besøg hos Joe Biden og de mange milliarder, der er afsat til Forsvaret, kan se, at hun har øjnene på udlandet.

– Der er ikke nogen, der reelt betvivler, at hun har været kandidat. Jeg er helt med på, at hun ikke kan tale om det. Det er også fair nok, for det kan man ikke i den slags job, siger Søren Pape Poulsen.

Man kan dog mærke det på Christiansborg, lyder det fra den konservative formand.

– Med al respekt, så kan man se, at der sker noget. Og man kan læse i forskellige medier, at Socialdemokraterne internt har haft nogle diskussioner. Det er vel, fordi de går og forbereder sig på det.

– Jeg kunne godt tænke mig at være en flue på væggen til en hel del af de møder dér. Der bliver nok noget snak, fordi trolden er ude af æsken, siger han.

Søren Pape Poulsen forventer, at Mette Frederiksen ser sig om efter Nato-posten “eller noget andet”.

SPØRGSMÅL: Måske én af de store EU-poster?

– Det ved jeg ikke. Det må du spørge regeringen om, siger han afslutningsvist.

Også formand for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt mener, at Mette Frederiksen kunne blive en “glimrende Nato-generalsekretær” – men:

– Vi har jo brug for én, som er dedikeret til at blive dansk statsminister. Det duer ikke, at vi har en statsminister, som det næste år til halvandet render rundt og i virkeligheden bare er jobsøgende, siger han.

Man kan mærke på Christiansborg, at Mette Frederiksen er uafklaret, lyder det.

– Når hende, der har samlet projektet og stået i spidsen for det gennem en del år, siger så klart, at hun er på vej ud, så begynder folk at kigge efter, hvem der er den nye leder, siger han.

Politisk kommentator Noa Reddington siger til TV 2, at Mette Frederiksen nu står i en “uheldig situation”.

Oppositionen, som Søren Pape Poulsen er en del af, kan nemlig bringe fortællingen om, at hun ikke ønsker at være Danmarks statsminister.

– Det kan bruges, hver gang hun tager ud af landet nu. Er hun eksempelvis på efteruddannelseskursus, hvis hun tager på besøg til Ankara? Handler det om hendes egen fremtid eller nationens interesser?, siger Noa Redington til TV 2.

/ritzau/

Andre læser også