AVIZ

Bidens søn sagsøger tidligere Trump-ansat for enormt datalæk

FILE PHOTO: Hunter Biden walks to the motorcade after arriving at Fort McNair

Det er Hunter Biden, som er præsident Joe Bidens søn, der har anlagt sagen mod Garret Ziegler. Ziegler arbejdede i Det Hvide Hus under præsident Donald Trump og var assistent for Trumps handelsrådgiver Peter Navarro.

Det skriver Reuters og det amerikanske medie CNN.

I søgsmålet beskyldes Garret Ziegler og flere unavngivne medsammensvorne for at have overtrådt delstaten Californiens lovgivning om it-svindel og dataadgang. Sagen er anlagt i Californien.

Ifølge søgsmålet skaffede Ziegler og de øvrige involverede sig adgang til “titusindvis af e-mails, tusindvis af billeder, og dusinvis af videoer og lydoptagelser”, som tilhørte Joe Bidens søn.

Derefter blev materialet delt på internettet, lyder anklagen.

Den tidligere medhjælper i Det Hvide Hus og de øvrige involverede anklages ifølge Reuters for at “skaffe sig adgang til, forfalske, ændre, kopiere og ødelægge computerdata, som de ikke ejede”.

Foruden mails, billeder og optagelser skal de have skaffet sig adgang til og kopieret Hunter Bidens kreditkortoplysninger og kontoudtog.

Nogle af oplysningerne blev ifølge sagsanlægget oprindeligt opbevaret på sagsøgers iPhone med kopier opbevaret på hans iCloud-konto.

I en udtalelse siger Garret Ziegler ifølge mediet Politico, at han ikke selv har set søgsmålet endnu, men at han har læst om det.

– Det er ikke det stykke papir, det er skrevet på, værd, lyder det ifølge Politico fra den tidligere assistent i Det Hvide Hus.

Han påpeger, at oplysningerne om Hunter Bidens søgsmål kommer, dagen efter at Republikanerne i Repræsentanternes Hus har annonceret, at de vil søge at rejse en rigsretssag mod Hunter Bidens far, Joe Biden.

Præsidenten anklages af Republikanerne for at have løjet om Hunter Bidens forretningsmæssige aktiviteter i blandt andet Ukraine, mens Joe Biden selv var vicepræsident under præsident Barack Obama.

/ritzau/

Andre læser også