AVIZ

Biden vil have Rusland til at løslade anholdt journalist

Handout image of reporter for U.S. newspaper The Wall Street Journal Evan Gershkovich
Handout image of reporter for U.S. newspaper The Wall Street Journal Evan Gershkovich (The Wall Street Journal/Reuters)

Det siger han fredag i Det Hvide Hus.

– Løslad ham, lyder det korte budskab fra den amerikanske præsident.

Journalisten, der kommer fra den amerikanske avis The Wall Street Journal, er blevet anholdt og beskyldt for spionage af de russiske myndigheder.

The Wall Street Journal har i en leder krævet, at de amerikanske myndigheder reagerer meget kraftigt på anholdelsen af journalisten.

Evan Gershkovich er avisens korrespondent i Moskva.

Wall Street Journal benægter på det kraftigste beskyldninger om spionage fra den russiske sikkerhedstjeneste, FSB.

Evan Gershkovich blev tidligere i denne uge pågrebet i Jekaterinburg. Byen ligger 1800 kilometer øst for Moskva.

Han anklages for at have spioneret for de amerikanske myndigheder.

– En udvisning af Ruslands ambassadør i USA samt af alle russiske journalister, som arbejder her, er det mindste, vi forventer, hedder det i lederartiklen.

– Timingen af anholdelsen ser ud til at være en nøje kalkuleret provokation, som skal bringe USA i forlegenhed og skræmme den del af udenlandsk presse, som fortsat er til stede i Rusland, hedder det videre.

Det Hvide Hus har fordømt fængslingen af Gershkovich og advarer amerikanske statsborgere mod at rejse til Rusland.

Amerikanere, som er i Rusland, opfordres til at forlade landet.

I en erklæring fra FSB hedder det, at Gershkovich på opdrag af USA har indsamlet oplysninger om en virksomhed, der indgår i Ruslands “militære forsvarskompleks.”

FSB fremlægger ikke beviser.

Ruslands regering siger, det er en sag for FSB. Men som Kreml forstår det, så er Gershkovich blevet “taget på fersk gerning”. Det bliver ikke uddybet.

Den 32-årige Gershkovich har ifølge Wall Street Journal tidligere arbejdet som journalist for nyhedsbureauet AFP i Moskva. Han har også arbejdet for det kritiske netmedie Moscow Times.

Som journalist dækker han Rusland, Ukraine og det tidligere Sovjetunionen.

Hans forældre bor i USA. Men de kommer oprindeligt fra Sovjetunionen.

/ritzau/Reuters

Andre læser også