Det fortæller præsidenten til pressen ved Det Hvide Hus.
– Jeg kommer meget snart til at annoncere en stor tale, som kommer til at handle om emnet, og om hvorfor det er ekstremt vigtigt for USA og vores allierede at forblive dedikerede, siger Joe Biden.
Præsidentens udmelding kommer efter en række dage, hvor USA’s ellers trofaste støtte til Ukraine er kommet i søgelyset.
Årsagen er, at Kongressen søndag vedtog en midlertidig forlængelse USA’s budget. Her er økonomisk og militær støtte til Ukraine udeladt.
Biden har dog allerede forsikret Ukraine om, at støtten dermed ikke stopper.
– Jeg ønsker at forsikre vores amerikanske allierede, folk i Amerika og folk i Ukraine om, at I kan regne med vores støtte. Vi vil ikke vende det ryggen, lød det søndag fra Biden i en erklæring fra Det Hvide Hus.
Demokraterne var stærkt utilfredse med, at støtten til Ukraine ikke var med i den 45 dage forlængelse af budgettet, som blev nået natten til søndag.
Forlængelsen afværgede i sidste øjeblik en nedlukning af en række statslige arbejdspladser og institutioner, og at der ikke ville blive udbetalt løn til hundredtusinder af folk i statens tjeneste, herunder soldater i hæren.
Støtten til Ukraine kom yderligere i søgelyset tirsdag, hvor den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, blev væltet.
I amerikanske medier spekuleres der i, hvem efterfølgeren bliver. Og udfaldet kan få betydning for USA’s støtte til Ukraine.
Det Republikanske Parti er nemlig splittet, når det kommer til, i hvor høj grad USA bør støtte Ukraine økonomisk og militært.
/ritzau/Reuters
Andre læser også