Det sker ti dage inden, at landet kan ende i en situation, hvor staten er ude af stand til at betale sine regninger.
Biden har kaldt mødet for “produktivt”.
De to kæmper dog med at blive enige om en løsning for den amerikanske økonomi.
– Vi har igen gentaget, at udeblivelse (af betalinger, red.) ikke er en mulighed, og den eneste vej, vi kan bevæge os fremad, er med god tro på en flerpartiløsning, har Biden efter mødet udtalt.
McCarthy fortæller til journalister, at forhandlere fortsætter dialogen, selv om de to toppolitikeres møde sluttede efter en time.
– Jeg føler, at vi havde en produktiv diskussion. Vi har ikke en aftale endnu, siger McCarthy.
– Jeg tror på, at vi stadigvæk kan kommer dertil, siger han.
McCarthy siger, at han forventer at tale med Biden hver dag, men at han ikke vil godtage præsidentens plan om at mindske underskuddet i statskassen ved at hæve skatten for de rigeste eller at lukke skattehuller for olie- og medicinalindustrien.
McCarthy er derimod fokuseret på at minimere de offentlige udgifter.
Forud for mødet lød det fra Biden, at præsidenten var “optimistisk”.
Den amerikanske finansminister Janet Yellen har mandag givet en venlig påmindelse om, hvor lidt tid der er igen.
Kongressen kan sætte en begrænsning på, hvor meget USA’s regering kan låne for at betale for sine udgifter. Denne grænse kaldes gældsloftet.
Lige nu er den grænse på 31.400 milliarder dollar. Den blev nået allerede i januar, selv om gældsloftet blev hævet så sent som i december med omkring 2500 milliarder dollar.
Derfor har man siden tyet til ekstraordinære foranstaltninger for at betale for regeringens aktiviteter.
At låne penge hjælper den føderale regering med at betale for udgifter, der er vedtaget i budgettet. Det kan for eksempel være socialhjælp og lønnen til soldater i militæret.
/ritzau/Reuters
Andre læser også