AVIZ

Avis: Ukrainsk oberst spillede hovedrolle i Nord Stream-sabotage

FILE PHOTO: Gas bubbles from the Nord Stream 2 leak reaching surface of the Baltic sea in the area shows disturbance of well over one kilometre diameter near Bornholm

Det siger unavngivne embedsmænd i Ukraine og andre steder i Europa samt personer med kendskab til planlægningen til avisen Washington Post.

Den 48-årige oberst, Roman Tjervynskyj, koordinerede operationen i Østersøen i september 2022, siger personer med kendskab til hans rolle til Washington Post.

Han handlede ikke alene, og han planlagde ikke operationen, tilføjer kilderne.

Obersten fik sine ordrer fra personer højere oppe i systemet, som i sidste ende refererer til den øverste chef for de ukrainske væbnede styrker, Valerij Zaluzjnyj.

Washington Post har forsøgt at få en kommentar fra Ukraines regering, men en talsmand har ikke besvaret avisens spørgsmål.

Hvis oplysningerne bekræftes, vil det være det hidtil mest direkte bevis for, at Ukraines militære og sikkerhedsmæssige top stod bag sabotagen af de to gasrørledninger, skriver Washington Post.

I Vesten betragter man sabotagen af Nord Stream 1 og 2 som et alvorligt angreb mod Europas energiinfrastruktur.

Det var henholdsvis 26. og 27. september sidste år, at det blev opdaget, at der var gået hul på de to gasrørledninger tæt ved Bornholm.

Nord Stream 1 og 2 løber fra Rusland til Tyskland og går blandt andet gennem Østersøen.

Tyskland, Danmark og Sverige fører hver deres separate efterforskning af sabotagen, som fandt sted i internationalt farvand, men inden for Tysklands, Sveriges og Danmarks eksklusive økonomiske zoner.

Det er Ruslands overbevisning, at Vesten står bag sprængningerne. Noget, som vestlige regeringer blankt har afvist. Det samme har Ukraine, som Rusland invaderede i februar sidste år.

I marts i år forsøgte Rusland forgæves at få FN’s Sikkerhedsråd til at bede om en uafhængig undersøgelse af sprængningerne af Nord Stream.

/ritzau/

Andre læser også