
Australiens kvindelige fodboldhold slog tirsdag England 2-0 i en venskabskamp i London. Dermed har det australske hold brudt den engelske række af 30 sejre i træk.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Chelsea-spilleren Sam Kerr stod for første mål og fik dermed australierne, som går under navnet The Matildas, i front. Holdet er ellers plaget af skader.
Charlotte Grant stod for det andet mål.
Danmark er ud over England i gruppe med Kina og Haiti, når VM i fodbold finder sted på australsk og newzealandsk jord i juli og august denne sommer.
England er forsvarende europamestre. Kampen var deres sidste opvarmningskamp forud for slutrunden.
– Det føles ikke godt. En meget lærerig kamp mod et meget fysisk og velorganiseret australsk hold, siger den engelske landstræner, Sarina Wiegman, der dermed kan notere første nederlag.
– Vi lavede nogle fejl, tilføjer hun.
Også franskmændene testede formen på hjemmebane mod de olympiske mestre fra Canada. Her vandt Frankrig 2-1.
Brasilien slog Tyskland 2-1, mens Sverige og Norge spillede uafgjort 3-3.
/ritzau/
Andre læser også