Sådan lyder i hvert fald meldingen fra chefen for Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), Rafael Grossi.
– Gennem de konstruktive samtaler, som vi har nu, og gennem gode aftaler er jeg sikker på, at vi baner vejen for vigtige aftaler, siger atomchefen, Rafael Grossi, lørdag på et pressemøde i Teheran.
Grossis besøg i Irans hovedstad kommer i kølvandet på bekymrende fund, der blev gjort tidligere på ugen.
Ved en inspektion på iranske atomkraftværker den 28. februar fandt man således uranpartikler med en berigelsesgrad på 83,7.
Det er lige under de 90 procent, der er nødvendigt for at kunne producere en atombombe.
Alligevel understreger Grossi lørdag, at samtalerne mellem IAEA og Iran bærer præg af “samarbejde, ærlighed og samarbejde”.
Atomaftalen fra 2015 gik ud på, at Iran skulle afvikle dele af sit atomprogram, så landet aldrig ville kunne bygge atomvåben.
Til gengæld ville resten af verden udfase en række økonomiske sanktioner, som isolerede Iran og holdt landet fast i fattigdom.
Aftalen blev indgået mellem Iran og FN’s Sikkerhedsråds fem permanente medlemmer, USA, Kina, Rusland, Frankrig og Storbritannien, samt Tyskland.
Aftalen faldt på plads, mens Barack Obama var præsident i USA.
Da Donald Trump kom til som præsident, kørte han en hårdere linje mod Iran og tog afstand fra aftalen. I 2018 trak han USA helt ud af den og genindførte sanktioner. Herefter bakkede Iran også gradvist ud af dele af aftalen.
Iran hævder selv, at dets atomprogram kun har fredelige formål.
/ritzau/AFP
Andre læser også