Trods vanskelige forhold er det lykkedes at stabilisere situationen på atomkraftværket, siger han.
Hans besøg kommer efter det katastrofale brud på dæmningen Kakhovka i sidste uge. Det har bragt et reservoir i fare. Det er herfra atomkraftværket får kølende vand til reaktorerne.
Under besøget på atomkraftværket fortæller Grossi til det russiske nyhedsbureau Tass, at inspektører fra IAEA vil blive på stedet for at følge situationen.
Det drejer sig om fire personer, der kommer fra Østrig, Frankrig, Sydkorea og Marokko.
De afløser de to, der hidtil har været stationeret på atomkraftværket.
Grossi siger, det er urealistisk at tro på, mens krigen fortsætter i nærområdet, at Ukraine og Rusland vil underskrive en aftale om sikkerheden på atomkraftværket.
Det russiske nyhedsbureau Ria citerer ham for at sige, at situationen på Zaporizjzja-værket er “alvorlig”. Men det nuværende niveau for kølevandet er indtil videre tilstrækkeligt.
– På den ene side er situationen alvorlig, der er konsekvenser, og de er virkelige. På den anden side er der taget flere midler i brug for at stabilisere situationen, siger han.
Lederen for den russiske atomindustri, Aleksej Likhatjev, siger, at der er en stigende risiko.
– Vi forstår, at værket kan blive udsat for et målrettet angreb, hvad øjeblik det skal være.
Han beskylder Ukraine for ikke at følge IAEA’s anvisninger.
Ukraines regering har omvendt sagt, at atomkraftværket ikke er sikkert, så længe Rusland holder det besat.
Zaporizjzja-værket blev besat af Rusland sidste år. Det skete kort efter invasionen i Ukraine.
/ritzau/Reuters
Andre læser også