AVIZ

Aserbajdsjan vil genhuse 5500 i Nagorno-Karabakh inden 2025

TOPSHOT-ARMENIA-AZERBAIJAN-CONFLICT

Og flere vil komme til.

Det siger Aserbajdsjans præsident, Ilham Aliyev, ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass til et byplanlægningsmøde i byen Zangilan, som ligger i den sydvestlige del af landet.

– Frem til dags dato er 2300 personer, som måtte vende tilbage, allerede kommet tilbage, og inden årets udgang vil der være 5500 af dem, siger han.

Han tilføjer, at der er en venteliste for dem, som har planer om at vende tilbage til det, som de mener, er deres hjemland.

– Folk kommer fra Baku, fra Sumgait, landets næststørste by, fra Ganja. De kommer fra byer til landsbyer, siger Aliyev.

Nagorno-Karabakh er et område, der internationalt er anerkendt som værende en del af Aserbajdsjan. Det ligger også omkranset af aserbajdsjansk område.

Området har dog historisk set primært huset etniske armeniere, som er kristne. Aserbajdsjanere er næsten udelukkende muslimer.

Da Sovjetunionen styrtede sammen, tog armenske separatister kontrollen med Nagorno-Karabakh.

Mellem 1988 og 1994 mistede 30.000 mennesker livet i konflikten, og flere end én million mennesker – mestendels aserbajdsjanere – blev ifølge nyhedsbureauet Reuters tvunget til at flygte fra deres hjem.

Aserbajdsjan gennemførte i sidste uge en militær operation i enklaven, og efter flere dage med konflikt meddelte de armenske separatistmyndigheder, at de ville opløse sig selv inden nytår.

Dermed vil deres selverklærede løsrivelsesrepublik ikke længere eksistere.

I den forbindelse kom det frem, at flere end halvdelen af de etniske armeniere, der boede i enklaven, havde forladt området. Lørdag morgen viste de seneste tal, at 90.000 var rejst fra Nagorno-Karabakh.

/ritzau/

Andre læser også