AVIZ

Apoteker kan overtage sundhedsopgaver og aflaste travlt system

Apoteker
Apoteker (Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix)

En regeringsnedsat arbejdsgruppe er kommet frem til seks anbefalinger efter et års arbejde.

Det er blandt andet, at apotekerne skal kunne udlevere dosispakkede lægemidler og modernisere recepter.

Det skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

– Apotekerne er allerede i dag en integreret del af det samlede sundhedsvæsen, men de kan med fordel spille en endnu større rolle, siger Sophie Løhde (V), indenrigs- og sundhedsminister, i meddelelsen.

– Derfor er det også interessant, at arbejdsgruppen peger på en række konkrete sundhedsydelser, som apotekerne fremover kan løfte og derigennem være med til at frigive ressourcer i det øvrige sundhedsvæsen.

Anbefalingerne blev bestilt med sundhedsreformen fra maj 2022.

Her blev Danske Regioner, KL, Danmarks Apotekerforening, Indenrigs- og Sundhedsministeriet samt forskellige styrelser samlet i en ekspertgruppe.

– Det er eksempelvis helt oplagt i højere grad at lade apoteker hjælpe med at pakke og dosere medicin, så sygeplejersker og sosu-assistenter, som der er mangel på, kan bruge arbejdstiden på andre opgaver, samtidig med at det bliver nemmere for borgerne at tage deres medicin, siger Sophie Løhde videre.

De seks anbefalinger fra gruppen er dosispakkede lægemidler, mere vejledning om medicinhåndtering, bedre samarbejde om lægemidler i sektorovergange, øget substitution, modernisering af recepter og at undgå overmedicinering.

/ritzau/

Andre læser også