Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Samtidig er der et stort antal migranter, der er på vej i samme retning, og som med bus og tog er ankommet til forskellige grænsebyer i Mexico.
Ifølge Reuters er der tale om rekordhøje tal for migrationsstrømmen. Det præcise tal fremgår ikke.
Det er især de amerikanske byer San Diego i Californien og El Paso og Eagle Pass i Texas, som mærker til denne stigning.
I maj udrullede USA’s præsident Joe Biden nye politiske tiltag, der skulle afskrække folk fra de ulovlige grænsekrydsninger.
Herunder hørte en tungere indsats i forhold til hjemsendelser og en advarsel om indrejseforbud på fem år for ulovlige migranter.
Inden for den første måned medførte disse tiltag et fald i grænsekrydsningerne på omkring 70 procent.
Den seneste tids stigning kan dog tyde på, at den afskrækkende effekt er ved at være aftaget, lyder det.
I løbet af de sidste otte dage har den amerikanske grænsekontrol CBP registreret mere end 5000 migranter i området omkring San Diego.
I området omkring El Paso er der dagligt registreret mere end 1000 migranter i de seneste dage, skriver Reuters.
Onsdag lød det fra amerikanske myndigheder, at midlertidigt vil skåne knap en halv million venezuelanere, der allerede opholder sig i landet, fra udvisning.
Samtidig skal de have lov til at komme i arbejde. Det skal ske via en såkaldt Temporary Protected Status (TPS) – en midlertidig opholdstilladelse – i en periode på 18 måneder.
Præsident Joe Biden, der genopstiller i 2024, har i sin tid som præsident generelt stået over for et rekordhøjt antal ulovlige grænsepassager til landet.
Den udvikling er blandt andet drevet af, at der de seneste år har været en kraftig stigning i antallet af migranter, der flygter fra politisk og økonomisk uro i Venezuela .
Andre profiler fra Det Demokratiske Parti, herunder New York Citys borgmester Eric Adams, har i den forbindelse opfordret Biden til at give bredere adgang til arbejde for de nyankomne migranter.
/ritzau/
Andre læser også