Sigtelserne blev fredag fremlagt ved en føderal domstol i New York City.
Der er tre anklagepunkter mod hver af de to. Blandt andet er ægteparret sigtet for at have taget imod store kontantbeløb, guld og en dyr Mercedes fra tre forretningsmænd i New Jersey til gengæld for politisk indflydelse.
De tre forretningsmænd er også blevet sigtet i sagen.
Robert – eller Bob – Menendez er valgt i New Jersey for Demokraterne. Han er formand for Senatets udenrigsudvalg.
Der er umiddelbart ikke nogen udtalelse fra ham fredag, efter at anklageskriftet er fremlagt.
Ifølge New York Times har det i noget tid været kendt, at senator Menendez var under efterforskning.
Han har ifølge avisen tidligere sagt, at han gerne samarbejder med efterforskerne, og at han havde fuld tiltro til, at sagen ville blive “lukket på vellykket vis”.
Menendez har siden 2006 været valgt ind som en af de 100 senatorer i Kongressen i Washington D.C.
Sagen risikerer at få betydning for ham, når han næste år vil stille op til genvalg. Der er allerede en modkandidat fra hans eget parti, der har meldt sig på banen og vil udfordre ham.
Også den republikanske borgmester i byen Mendham i New Jersey har meddelt, at hun vil forsøge at overtage Menendez’ plads i Senatet.
Det er ikke første gang, at Robert Menendez er sigtet i en korruptionssag.
I 2015 blev han ved en domstol i New Jersey anklaget for at have taget imod luksusrejser med privatfly, kampagnebidrag og andre former for bestikkelse fra en rig øjenlæge. I alt skulle han have modtaget gaver for over en million dollar.
Til gengæld skulle Menendez give politiske tjenester til øjenlægen.
Nævningetinget i den sag kunne dog ikke nå til enighed, da sagen var ved sin afslutning i 2017, og Menendez blev aldrig kendt skyldig.
Siden frifandt en dommer ham for flere af anklagerne, og USA’s justitsministerium droppede senere resten af anklagerne, skriver New York Times.
/ritzau/Reuters
Andre læser også