AVIZ

Anklagere i tænkeboks efter nederlag i sag mod PET-ansat

Pressefotograf Morten Brandborg efter første retsmøde i højesteret
Pressefotograf Morten Brandborg efter første retsmøde i højesteret (Philip Davali/Ritzau Scanpix)

Det fremgår af en kort udtalelse tirsdag eftermiddag.

“Anklagemyndigheden vil nu overveje betydningen af Højesterets kendelse og har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt”, lyder det i et mail til Ritzau.

Højesteret har i kendelsen slået fast, at straffesagen mod den 63-årige mand skal behandles for åbne døre.

Han sigtes for læk af fortrolige oplysninger. Og han ønsker at tilstå.

Flertallet af dommere i landets øverste domstol skriver, at det ikke er muligt at efterprøve anklagemyndighedens argumenter for dørlukning.

Problemet er, at de er vage og af overordnet karakter.

For eksempel er der “ingen form for konkretisering af, hvilken eller hvilke personers sikkerhed, der ved behandling af sagen i et åbent retsmøde må antages at blive bragt i fare.”

Dommerne har heller ikke fået nærmere information om, hvordan åbne døre i sagen vil kunne skade statens forhold til fremmede magter.

Også når det gælder efterretningstjenestens arbejdsmetoder, kapaciteter og svagheder, efterlyser landets øverste domstol præcise argumenter.

I februar bestemte Østre Landsret, at der skulle være delvis dørlukning. Men det skabte ifølge anklagemyndigheden så stor usikkerhed, at man søgte om at komme helt til tops i retssystemet. Og altså med et markant nederlag til følge.

Undervejs i processen har anklagemyndigheden luftet muligheden for, at straffesagen opgives.

Selv delvis dørlukning vil skabe usikkerhed om, hvorvidt hemmeligheden om oplysninger kan blive bevaret.

Konsekvensen kunne derfor være, at sagen ikke kan gennemføres i retten, har anklagemyndigheden ifølge Højesterets kendelse skrevet i et indlæg.

/ritzau/

Andre læser også