Sådan lyder vurderingen fra specialanklager Rune Rydik, som torsdag argumenterer for, hvilken straf sagen skal udløse.
Han henviser til retspraksis i en række tidligere retssager, som alle vedrørte personer, der havde relationer til Islamisk Stat.
Sagerne har givet mellem tre og fem års fængsel. Men de blev afgjort inden 2020, hvor Folketinget vedtog, at straffen for overtrædelse af terrorparagraffen fremover skulle forhøjes med op til det halve.
– Det er mangeårige fængselsstraffe, når vi taler om terrorvirksomhed, konstaterer Rune Rydik.
Han mener dog, at det trækker i en formildende retning, at den 16-årige har gode personlige forhold. Mens han har siddet varetægtsfængslet, har han afsluttet 9. klasse, og han vil gerne videre på HTX.
Desuden er han ikke tidligere er straffet.
– Men det er også svært at ikke at være ustraffet, når man begår lovbrud som 15-årig, siger Rune Rydik.
Den tiltalte var netop 15 år, da han i begyndelsen af 2021 forsøgte at hverve en skolekammerat til Feuerkrieg Division. I samme periode var han aktiv i Feuerkrieg Divisions netværk via beskedtjenesten Telegram.
Her delte han bombe- og våbenmanualer, ligesom han var med til at lave en håndbog for Feuerkrieg Division og rådgive om gruppens organisering.
Generelt er drengens rolle i organisationen en skærpende omstændighed, mener specialanklageren.
På den anden side mener drengens forsvarer, Lasse Martin Dueholm, at sagen er mindre alvorlig, end anklageren lægger op til.
– Jeg er med på, at der er megen mediebevågenhed, og det er en speciel sag. Men det er ikke noget, der får min puls op, at en teenagedreng har forvildet sig ind på nettet, siger advokaten.
Han mener, at hans klient højst skal straffes med to års fængsel.
– Men min påstand er rettens mildeste dom.
Den 16-årige dreng er blevet frifundet for en del af anklageskriftet, som handler om, at han selv skal have tilsluttet sig Feuerkrieg Division for senere at begå terror. Det har retten ikke fundet bevist.
Drengen kommer fra Vestsjælland. Han blev anholdt i april 2021. Politiet ransagede i den forbindelse hans hjem, og her fandt betjentene blandt andet naziflag, naziarmbind og Hitlers bog “Mein Kampf”.
Han har gennem hele sagen nægtet sig skyldig.
Dommen afsiges torsdag eftermiddag.
/ritzau/
Andre læser også