Og med tiden er den Internationale Rumstation (ISS) begyndt at føles mere som et hjem for ham.
Det kunne den danske astronaut fortælle mandag, da han var direkte igennem fra ISS.
– Denne gang er den blevet mit hjem, så det er en helt anderledes oplevelse, end første gang jeg var afsted, siger Andreas Mogensen.
Den danske astronaut deltog i en livetransmission, i forbindelse med at han blev interviewet af KHOU-TV og avisen Houston Chronicle.
– Første gang føles det som en kort sprint, der var ovre efter et øjeblik, og jeg følte mig som en gæst på rumstationen. Den her gang føles det mere som et maraton, fortæller Andreas Mogensen.
I 2015 var han på et otte dages ophold på Den Internationale Rumstation.
Mens den danske astronaut svæver i kredsløb om jorden 400 kilometer væk, befandt interviewerne sig mere jordnært i Huston i USA.
Fra den største by i staten Texas blev Andreas Mogensen interviewet sammen med to af NASA’s flyingeniører Jasmin Moghbeli og Loral O’Hara.
Og byen Houston er netop særligt kendt fra rumfart. NASA’s kontrolcenter Johnson Space Center ligger i Houston hvorfra kontrollen med USA’s bemandede rumflyvninger koordineres.
Et af de andre spørgsmål fra jorden gik på, hvad den danske astronauts yndlingsbeskæftigelse er, mens han befinder sig på ISS.
– Det er uden tvivl at sidde i cupola, som er vores vinduesmodul, og kigge ned på vores smukke planet, lyder det fra Andreas Mogensen.
– Vi har kun én planet, som vi deler – det er vores eneste hjem, og vi skal tage os af den, fortsætter han.
Mens Andreas Mogensen har siddet i cupola har han blandt andet set et stjerneskud og det højeste bjerg på jorden, Mount Everest, på en meget klar dag.
– Begge dele var helt fantastisk, siger Andreas Mogensen.
Den 26. august 2023 blev den danske astronaut sendt på mission til Den Internationale Rumstation.
Det er astronautens anden rummission. Missionen hedder Huginn, og denne gang skal Andreas opholde sig på rumstationen i seks måneder.
Andreas Mogensen er den første danske astronaut.
/ritzau/
Andre læser også