AVIZ

Amerikaner snupper major for næsen af Rory McIlroy

123rd U.S. Open Championship - Final Round
123rd U.S. Open Championship - Final Round (Andrew Redington/Ritzau Scanpix)

Amerikaneren gik sidste runde i Los Angeles i banens par – 70 – og slutter dermed turneringen med i alt 10 under par.

Det var kun ét slag bedre end Rory McIlroy, der jagtede sin første majortitel i ni år og også gik søndagen i par.

Wyndham Clarks bedste major-resultat hidtil var en delt 75.-plads.

Han startede ellers søndagen side om side med Rickie Fowler, der endte med at skuffe fælt.

Med syv bogeys gik Rickie Fowler runden i 75 slag, fem over par.

Wyndham Clark startede søndagen stærkt og havde efter 14. hul en føring på tre slag.

Men med Wyndham Clarks bogeys på 15. og 16. hul formåede Rory McIlroy alligevel at opretholde presset på amerikaneren.

Verdensranglistens nummer et, Scottie Scheffler, gik også søndagens runde i par og sluttede som nummer tre, to slag bag Rory McIlroy i det samlede resultat.

Den regerende British Open-mester, australske Cameron Smith, tog 4.-pladsen ved at gå søndagens runde i tre slag under par.

/ritzau/AFP

Andre læser også