AVIZ

Amalie Vangsgaard efter 1-0-sejr: Det blev lidt rodet

Nations League: Danmark - Tyskland

Overordnet set var det dog ikke den bedste landskamp, de danske fodboldkvinder har præsteret de seneste år.

Selv erkender angrebsspilleren også, at det ikke var det hele, der lykkedes for holdet inde på banen.

– Det bliver jo lidt rodet. Island er ikke verdens nemmeste modstander. De er meget fysiske. De gør virkelig, hvad de kan og kommer med meget energi, siger Amalie Vangsgaard til DR.

Med målet mod Island er Amalie Vangsgaard nu side om side med Pernille Harder som Danmarks topscorer i Nations League. De har begge scoret tre mål i alt i de tre kampe, Danmark har spillet.

I kampen mod Island måtte Danmark dog undvære Pernille Harder grundet en skade. Sofie Junge og Simone Boye spillede heller ikke grundet skader.

I store dele af første halvleg gik Danmarks spil for langsomt, og derfor havde Island ikke svært ved at holde danskerne fra fadet.

En fejl i den islandske bagkæde førte dog næsten til en dansk føring kort efter pausen.

Islændingene smed bolden væk lige uden for eget felt, hvor Sofie Svava opsnappede den og kunne løbe nærmest direkte ned mod mål. Hendes afslutning sad dog lige på Islands keeper.

Det var dog også hos Svava, at føringsmålet blev skabt.

20 minutter før tid kom hun igennem i venstresiden. Med et præcist indlæg fandt hun Amalie Vangsgaard, der mødte bolden flot og hamrede den endnu flottere ind med en flugter.

– Det var fedt. Jeg synes, at vi prøver så længe, hvor nogen ting lykkedes, mens andre ting ikke gør, så det er bare megavigtigt, at vi får den ind, siger Vangsgaard til DR.

Danmark har ni point efter tre kampe og ligger dermed øverst i gruppen. Tyskland følger efter med seks point og er dermed den nærmeste konkurrent i duellen om at kunne komme til OL i Paris næste år.

Vinderen af gruppen skal spille en semifinalekamp efterfølgende, hvor der er en OL-billet på spil. Danmarks næste kamp er på tirsdag hjemme mod Wales, som er uden point.

/ritzau/

Andre læser også