Pressemeddelelse
28.2.2023 05:50:00 CET | Etisk Handel Danmark
Danmark er stadig en af EU’s største fiskerinationer med 8500 kilometer kystlinje og landinger for en værdi af ca. 3,5 mia. kr. Men de danske farvande er under pres. Det skyldes bl.a. klimaforandringer, årtiers overfiskeri og udledning af næringsstoffer og affald, som skader miljøforholdene for livet under vandet. Samtidig mangler danskerne viden om fødevarer hentet fra det blå spisekammer. Mange danskere mangler også mod til at prøve nye arter – den såkaldte blå dannelse. Det betyder, at vi skal have øjnene op for at spise de mange typer fisk og tang, der landes fra de danske farvande og akvakultur.
Skal vi give den klimavenlige spise en større rolle i fremtidens øgede produktion af mere bæredygtige fødevarer, kræver det en fælles indsats på tværs af værdikæden, fastslår direktør i Etisk Handel Danmark, Nanna Callisen Bang og udtaler: ”Vi skal se på den måde, vi bruger havet på i dag. Både biodiversiteten, fiskebestande og de lokale kystsamfund er pressede”.
Det er komplekse problemer, som ikke kan løses af den enkelte aktør: ”Derfor er det vigtigt, at hele værdikæden bliver inddraget i alliancen – lige fra producent, forarbejdning, afsætning, indkøbere og forbruger. En alliance gør det muligt for os at tale åbent om problemerne, dele viden, finde fælles løsninger og ikke mindst se helt nye samarbejdsmuligheder,” fortæller Nanna Callisen Bang.
Det er dog ikke kun under vandet, at der er udfordringer. Hos danskernes madvaner er der også plads til forbedringer. Hele 80 procent af den fisk, vi fanger, eksporteres til udlandet, og den fisk, vi selv spiser, er ofte opdræt importeret fra udlandet. Det skyldes, at vi som forbrugere, indkøbere, professionelle køkkener og detailhandel er meget ensidige, når det kommer til hvilke arter, vi efterspørger og indkøber – og der er stort set ikke taget hul på planteriget under havoverfladen.
”Der findes et stort potentiale for at vi udnytter de fødevarer, vi fanger, producerer og spiser, fra salte og ferske vande, endnu bedre. Det skal alliancen bl.a. også dykke ned i. Vi ved godt, at alliancens målsætning er ambitiøs, men vi tror på, at det er det, som skal til for at skabe forandringer.” fortsætter Nanna Callisen Bang.
Alliancen er et forpligtende samarbejde med en fælles vision. Den skal arbejde for at sikre bæredygtig produktion, biodiversitet, jobs og dyrevelfærd, så der også er blå mad til de fremtidige generationer. Et formål, som også læner sig op ad Verdensmål 14. Alliancen rummer relevante danske aktører, herunder erhvervet, virksomheder, NGO’er, detail, grossister, professionelle køkkener, uddannelsesinstitutioner og det offentlige.
Alliancens medlemmer skal offentliggøre en handlingsplan og årligt rapportere fremgang på alliancens fælles vision.
Den nye alliance ’Dansk Alliance for Bæredygtigt Fiskeri og Akvakultur’ lanceres den 28. februar. I første om gang er der åben for tilslutning til alliancen frem til den 22. marts, hvor deltagerne offentliggøres.
Fakta:
Andre læser også