AVIZ

Akutberedskab dropper droneflyvninger med hjertestartere

Dronelevering af hjertestartere ved hjertestop i Aalborg
Dronelevering af hjertestartere ved hjertestop i Aalborg (Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Sundhedsmyndigheder og dronevirksomheder har opgivet at bruge droneflyvninger til at levere hjertestartere.

Det skriver Ingeniøren.

Mediet tilføjer, at begrundelsen er manglende penge til projektet.

– Vi er aktuelt nødt til at lukke helt ned for droneprojektet med hjertestartere, hvilket er trist, da hurtig behandling med en hjertestarter er vist at kunne mangedoble chancen for succesfuld genoplivning.

Sådan lyder det fra Frederik Folke til Ingeniøren.

Han er læge og forskningsleder ved Akutberedskabet i Region Hovedstaden, der har samarbejdet med Region Nordjylland om droneprojektet med hjertestartere.

Ifølge Ingeniøren overlevede en 71-årig mand fra Trollhättan i Sverige et hjertestop, efter at en drone transporterede en hjertestarter hurtigere, end ambulancen nåede frem.

Der var lagt op til, at Danmark skulle være i front på droner. I 2016 blev der dannet en national dronestrategi, og året efter åbnede et nationalt testcenter for droner i Odense.

Derudover har man siden 2020 fløjet droner mellem Svendborg og Ærø med medicin og laboratoriesvar.

Det skyldes, at Folketinget dengang gav Danmarks statsejede lufttrafiktjeneste, Naviair, en særbevilling på 25 millioner kroner til dansk trafikstyring af et delt luftrum.

Formålet var at udvikle en automatisk dansk trafikstyring, som betyder, at droner, fly og helikoptere kan dele luftrum.

Men i december meddelte Naviair, at bevillingen var udløbet.

Derfor stoppede man udviklingen af den automatiske trafikstyring.

Og det ærgrer Mathias Vinter, der er head of air i virksomheden Holo, som tester droneflyvning til offshoreanlæg.

Han mener ifølge Ingeniøren, at den manglende udvikling rammer erhvervsvirksomheder, der satser på droner og vil etablere sig i Danmark.

Mathias Vinter frygter, at virksomhederne i stedet vil rette fokus mod andre lande, hvor der er en forudsigelighed for implementeringen af droneruter.

/ritzau/

Andre læser også