AVIZ

Aktivister rejser Assange-skulptur foran britisk parlament

Britain Assange Protest
Britain Assange Protest (James Manning/Ritzau Scanpix)

På stolene står skulpturer af tre kendte whistleblowere. De forestiller Edward Snowden, Julian Assange og Chelsea Manning, som alle har spillet en rolle i at røbe amerikanske statshemmeligheder.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

– Som kunster føler jeg, at jeg er forpligtet til at forsvare ytrings- og informationsfriheden, siger kunstneren bag værket, Davide Dormino.

Skulpturerne blev rejst i forbindelse med en demonstration, som blev arrangeret af bevægelsen Udlever Ikke Assange (DEA). Bevægelsen kæmper for, at Julian Assange, som startede hjemmesiden WikiLeaks, ikke udleveres fra Storbritannien til USA.

Ved siden af de tre whistleblowere står en tom stol. DEA siger i en udtalelse til The Guardian, at den er tom, “fordi den er vores stol”.

– Den fjerde stol er tom, fordi den er vores stol. Den, som vi kan stille os op på og udtrykke os selv på.

– Eller bare stille os skulder til skulder med Edward Snowden, Julian Assange og Chelsea Manning, som havde modet til at sige fra over for den globale overvågnings indtrængen og løgne, som har ledt til krig, lyder det fra DEA.

Edward Snowden lækkede informationer fra den amerikanske efterretningstjeneste NSA. Chelsea Manning delte hemmelige dokumenter og videoer fra USA’s invasion af Irak.

Den britiske indenrigsminister, Priti Patel, gav i sidste uge grønt lys til at udlevere Julian Assange, til USA.

Assanges forsvarere meddelte øjeblikkeligt, at afgørelsen vil blive anket.

I sidste ende vil de bringe sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

Hvis Assange bliver udleveret til USA, venter en omfattende tiltale om spionage, som har en straframme på op til 175 års fængsel.

/ritzau/

Andre læser også