AVIZ

Aktivister fortsætter i Oslo: Vi vil lukke ned for staten

Demonstrasjon mot vindturbinene på Fosen
Demonstrasjon mot vindturbinene på Fosen (Alf Simensen/Ritzau Scanpix)

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Demonstranterne, der blandt andre inkluderer den svenske klimaaktivist Greta Thunberg, har siden torsdag været til stede i området.

Torsdag var det 500 dage siden, at den norske højesteret afgjorde, at to vindmølleparker på halvøen Fosen i Trøndelag er opført ulovligt, fordi de krænker samernes ret til kulturudøvelse. Anlægget står dog fortsat.

Tirsdag siger en af demonstranterne, den 24-årige norsk-samiske musiker Ella Marie Hætta Isaksen, at de ikke har tænkt sig at stoppe foreløbigt.

– Vores plan er at lukke ned for staten, og det holder vi fast i.

– Vi kommer til at lukke ministerium efter ministerium, indtil vindmøllerne på Fosen er revet ned, siger Ella Marie Hætta Isaksen til NTB.

Der var fra torsdag og frem til natten til mandag demonstranter i det norske olie- og energiministerium. Demonstranterne blev herefter fjernet, men i løbet af dagen mandag fortsatte de uden for olie- og energiministeriet.

Tirsdag er demonstrationerne så blevet udvidet til blandt andet også at foregå foran finansministeriet. Her bliver indgangen blokeret.

– Vi har i dag lukket et nyt ministerium. Der sidder allerede en gruppe og blokerer indgangen til finansministeriet.

– Der står også en gruppe med en masse forvirrede finansfolk, som ikke kommer på arbejde, siger Ella Marie Hætta Isaksen.

De ansatte i finansministeriet er tirsdag morgen blevet bedt om at arbejde hjemmefra. Det oplyser kommunikationschef Tor Borgersen til NTB.

Foruden gruppen ved finansministeriet sidder der ifølge NTB mellem 40 og 50 demonstranter ved olie- og energiministeriet.

Der sidder yderligere 30 til 40 demonstranter andre steder i området.

/ritzau/

Andre læser også