AVIZ

Aktien i udsat amerikansk bank falder 20 procent

FILES-US-BANKING-EARNINGS-FIRST REPUBLIC
FILES-US-BANKING-EARNINGS-FIRST REPUBLIC (Patrick T. Fallon/Ritzau Scanpix)

Aktien i den regionale First Republic Bank falder mere end 20 procent i eftermarkedet.

Det kommer efter mandagens offentliggørelse af, at banken mistede mere end 40 procent af dens indskud i årets første kvartal.

Tabet blev kortlagt i bankens første kvartalsregnskab efter det dramatiske kollaps af Silicon Valley Bank.

Kort efter krakket, som sendte chokbølger igennem både den amerikanske og internationale bankverden, blev der sået tvivl om First Republic Banks fremtid.

Umiddelbart efter Silicon Valley Banks dødsstød kollapsede også New York-baserede Signature Bank.

Det fik nogle til at frygte et forestående kollaps af hele finanssystemet.

Siden gik 11 af USA’s største banker i marts sammen om at skyde 30 milliarder dollar – knap 211 milliarder kroner – i den pressede bank.

Mandag lød det fra First Republic Bank, at det samlede indskud i banken i marts stod på 72 milliarder dollar lavere – på 102,7 milliarder dollar – end ved udgangen af 2022.

Til trods for offentliggørelsen af en stor fyringsrunde forsøgte banken at mane til besindighed.

– Indskudsaktiviteten begyndte at stabilisere i ugen, der startede 27. marts, og det har siden da været stabilt indtil 21. april, lød det fra banken.

Banken har givet skylden for det store fald i indskud på dens klienters skattebetalinger, der falder i april.

Regionale banker som First Republic Bank, der er baseret i San Francisco, er på det seneste kommet under pres.

I sidste uge kunne Comerica og KeyCorp fortælle om et tiltagende svært marked at skabe overskud i.

First Republic Bank offentliggjorde også mandag, at man ville fyre 20 til 25 procent af bankens ansatte, og at direktørerne kunne se frem til en betydelig lønnedgang.

First Republic Bank blev grundlagt i 1985 og er USA’s 14. største bank målt på aktiver. Banken havde aktiver for 212 milliarder dollar – cirka 1490 milliarder kroner – ved udgangen af 2022.

/ritzau/

Andre læser også

Skab den fedeste fest

    Det kan være, at du snart har fødselsdag eller der er en anden vigtig begivenhed, der skal fejres. Derfor bør du overveje, hvordan du får stablet en fed fest på [...]
    Læs mere

    Derfor er bilservice vigtigt

      Bilservice er afgørende for at opretholde din bils ydeevne og sikkerhed på vejen. Uanset om din bil er ny eller ældre, er regelmæssig service afgørende for at forhindre større reparationer [...]
      Læs mere