Alligevel var der en snært af optimisme at spore hos formanden for Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, efter tirsdagens møde.
En aftale om fremtidsplanerne for den amerikanske statsgæld kan således lande senere på ugen, siger formanden.
– Mødet med Biden var en smule mere produktivt, siger han efter mødet, der varede blot en time.
USA’s gældsloft er vigtigt, fordi det begrænser, hvor meget gæld den amerikanske stat kan optage.
Hvis loftet ikke bliver hævet, risikerer USA at misligholde sin gæld, hvilket aldrig er sket før.
Kevin McCarthy siger efter tirsdagens møde, at Joe Biden er gået med til at udpege en række personer fra sin regering til at forhandle sagen fremover.
Det er blandt andre Steve Ricchetti, rådgiver for præsidenten, og Shalanda Young, budgetdirektør i Det Hvide Hus, som skal forhandle med republikanske Garret Graves, som sidder i Repræsentanternes Hus for delstaten Louisiana.
Joe Biden ønsker at udvide den amerikanske statsgæld, så han kan få råd til at implementere politikker, der sørger for fødevarer og monetær hjælp til familier, som stadig mærker effekten af coronapandemien og inflation.
Republikanerne har imidlertid ikke vist sig uvillige til at hæve statsgælden for at få sådanne politikker implementeret. De kræver dog, at hjælpepakkerne skal betinges af et beskæftigelseskrav for at øge arbejdsudbuddet.
Det afviste Biden pure i weekenden.
Kevin McCarthy siger efter tirsdagens møde, at Republikanerne kun vil gå med til at hæve gældsloftet, hvis Joe Biden kan sænke mængden af offentlige udgifter.
– Vi kan godt hæve gældsloftet, hvis vi begrænser, hvad vi kommer til at bruge fremadrettet, siger McCarthy.
Ud over Kevin McCarthy og Joe Biden deltog også Hakeem Jeffries, Chuck Schumer og Mitch McConnell i mødet. De er henholdsvis Demokraternes mindretalsleder i Republikanernes Hus og partilederne i Senatet.
Økonomer har længe varslet, at en amerikansk misligholdelse af statsgælden kan medføre katastrofale konsekvenser.
Det Hvide Hus, USA’s præsidentkontor, har i forbindelse med tidligere forhandlinger om gældsloftet varslet, at regeringen i det tilfælde ikke vil være i stand til at varetage sine forpligtelser over det amerikanske folk.
– Den føderale regerings helt basale funktioner, som at varetage det amerikanske militær, de amerikanske nationalparker og utallige andre ting, ville være på spil.
– De offentlige sundhedssystem, som har gjort landet i stand til at reagere på en pandemi, ville ikke kunne fungere godt nok.
/ritzau/Reuters
Andre læser også