AVIZ

Afdød klublegende hyldes fra alle sider

FILES-FBL-ENG-BOBBY CHARLTON

Især blandt Manchester United-ikoner har reaktionerne på klublegendens død været stærke.

Fodboldspilleren David Beckham, som tilbragte 12 år i klubben, skrev lørdag aften på det sociale medie Instagram, at Bobby Charlton var hans helt og hele grunden til, at Beckham fik mulighed for at spille for Manchester United.

– Jeg vil for evigt være taknemmelig for manden, som jeg er opkaldt efter, skrev David Beckham på Instagram.

David Beckhams fulde navn er David Robert Joseph Beckham.

Også Gary Neville, der spillede for Manchester United mellem 1991 og 2011, har udtalt sig om Bobby Charltons død.

– Det er et stort tab. Der kan ikke være tvivl om, at han er engelsk fodbolds største spiller, og hvad endnu vigtigere er, engelsk fodbolds største ambassadør. En mester på og uden for banen, siger Gary Neville til sportsmediet Sky Sports.

Også Manchester Uniteds manager, Erik ten Hag, har reageret på Bobby Charltons død.

– Hvad han gjorde var storslået. Vi snakkede inden kampen om, at det ikke kun var på banen, at han var utrolig, men også uden for den, siger ten Hag, efter United lørdag aften slog Sheffield United 2-1.

– Vi ville anerkende og belønne hans store personlighed. Vi gjorde det med en sejr for at fejre og i særdeleshed huske Bobby Charlton.

Det er ikke kun i den røde del af Manchester, at man hylder Charlton.

Manchester City-manager Pep Guardiola lovpriste efter sit holds sejr mod Brighton den afdøde Manchester United-legende.

– Han stoppede karrieren, da jeg var barn, så jeg har set mange højdepunkter med ham. Jeg er ked af det på vegne af Manchester United-familien, hans familie og hele England, siger Guardiola.

Manchester City møder i næste weekend Manchester United på Old Trafford.

– I næste uge, når vi skal spille der, vil vi være tilstede for at lave en hyldest, siger City-manageren.

– Sir Bobby Charlton repræsenterede Manchester United og engelsk fodbold som ingen andre.

Også uden for fodboldverdenen har Bobby Charltons død affødt reaktioner.

Prins William, der også er præsident i Det Engelske Fodboldforbund (FA), har reageret på dødsfaldet på det sociale medie X.

– Sir Bobby Charlton. Engelsk mester. Europæisk mester. Verdensmester. Gentleman. Legende. En af de helt store, som vil blive husket for altid. Tak sir Bobby. W, skriver prins William og hertuginde Kate på X.

Den engelske premierminister, Rishi Sunak, hyldede lørdag den tidligere verdensmester.

– Han har en plads i historien som en af spillets bedste spillere, og han var enormt elsket. Hvil i fred sir Bobby, skriver premierministeren på X.

/ritzau/

Andre læser også