Her forventes det ifølge nyhedsbureauet AFP, at Hunter Biden vil erklære sig ikkeskyldig i anklagerne om ulovlig besiddelse af skydevåben.
Det er første gang, at en siddende amerikansk præsidents barn anklages ved en domstol, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det er Hunter Bidens køb af en .38-caliber Colt Cobra tilbage i 2018, der danner rammen om retssagen.
Hunter Biden anklages for i to tilfælde at have indgivet forkerte oplysninger om, hvorvidt han brugte euforiserende stoffer i forbindelse med våbenkøbet.
I samme forbindelse er han også anklaget for ulovlig besiddelse af skydevåbnet, som var i hans varetægt i 11 dage, inden han afskaffede sig det.
Advokat Abbe Lowell har informeret retten om, at præsidentens søn planlægger at erklære sig ikkeskyldig klokken 10 amerikansk tid. Retssagen foregår i delstaten Delaware.
Lowell har også bedt om, at Hunter Biden, der er bosat i Californien, må deltage via en videoforbindelse. Det ønske er dog blevet afvist, hvorfor Hunter Biden er forpligtiget til at møde op i retten.
– Den anklagede skal ikke have nogen særbehandling i den her sag, lyder det fra dommer Christopher Burke i afgørelsen.
Hunter Biden er Yale-uddannet advokat og lobbyist, men også kunstner. Hans liv har dog været hjemsøgt af misbrug af både alkohol og kokain.
Joe Bidens modstandere har været særdeles optaget af sagen om den demokratiske præsidents søn.
Også Hunter Bidens forretningsforbindelser til Kina og Ukraine har været på Republikanernes skydeskive.
Sagerne kan risikere at hænge som en mørk sky over Joe Bidens præsidentkandidatur ved valget i 2024.
Bliver Hunter Biden kendt skyldig, kan han i teorien risikere op til 25 års fængsel. Det er dog yderst sjældent, at sager af denne type ender med en fængselsdom.
/ritzau/
Andre læser også