AVIZ

AC Horsens-anfører indstiller karrieren efter nedrykning

Superliga: AC Horsens - FC Nordsjælland
Superliga: AC Horsens - FC Nordsjælland (Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix)

Den 35-årige midtbanespiller indstiller nemlig karrieren.

Det skriver AC Horsens på sin hjemmeside. Drachmann havde ellers et år tilbage af sin kontrakt.

– Jeg vil bare af hjertet sige tak for alle de oplevelser, jeg har fået her og i de andre klubber, jeg har været en del af.

– Det er et eventyr, der er slut nu, og det er nok ikke helt gået op for mig endnu, for det er meget nyt, men jeg er meget overvældet af følelser, tanker og spørgsmål, siger Drachmann i pressemeddelelsen.

Han fortsætter i klubben i en anden rolle, som ikke er nærmere specificeret.

– Når folk hører mit navn, så bliver jeg identificeret med en fodboldspiller, og det er der ikke noget dårligt ved, men det er slut nu for mig og min familie. Jeg skal lige finde fodfæste i det, for det er meget specielt, men det vigtigste er at sige tak for oplevelserne. Jeg er meget stolt og glad for, at jeg har udlevet min drøm, siger Drachmann.

Tilbage i 2006 fik Drachmann debut for AC Horsens. Han forlod klubben i 2015, men vendte tilbage efter seks års fravær. I alt blev det til 251 kampe for AC Horsens.

– Der er stor respekt omkring Janus Drachmann og det, han har udrettet i klubben, og det bliver et tab for kulturen, at han ikke længere skal være spiller, men han har fantastiske menneskelige egenskaber, en stor viden og AC Horsens-DNA, som vi gerne vil bevare i klubben, så han fortsætter i en anden rolle, siger sports- og talentchef Niels Erik Søndergård.

– Han har nået en alder, hvor kroppen begynder at blive lidt slidt, og jeg har kæmpe respekt for, at han selv har truffet beslutningen med et år tilbage af kontrakten, for det er ikke alle, der er i stand til det.

– Han har ydet en kæmpe indsats på og uden for banen, og han skal foreløbig have en kæmpe tak for indsatsen som spiller, anfører og kulturbærer, siger Erik Søndergård.

Drachmann har også spillet for Sønderjyske, FC Midtjylland og OB.

/ritzau/

Andre læser også