Det oplyser Verdenssundhedsorganisationen, WHO, torsdag. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det var i juli 2022, at abekopper blev erklæret en global sundhedskrise. Dermed har WHO fastholdt krisestatussen for sygdommen i knap et år.
Betegnelsen global sundhedskrise har til formål at udløse en global og koordineret respons og give adgang til finansiering af vaccine- og behandlingssamarbejde.
Der har på verdensplan været registreret 87.000 tilfælde af abekopper siden begyndelsen af 2022 og frem til 8. maj i år. Det fremgår ifølge Reuters af WHO’s seneste rapport.
WHO bemærkede tidligere på året, at der havde været en støt tilbagegang i spredningen af sygdommen.
Men organisationen udtrykte også bekymring for, om mpox ville vende tilbage med fornyet styrke. Fortsat smitte i nogle lande udgjorde i WHO’s øjne også en bekymring.
WHO ændrede navnet abekopper – på engelsk monkeypox – til mpox efter en del kritik af navnet.
Fra blandt andet forskere lød kritikken, at navnet var stigmatiserende og diskriminerende.
På Sundhedsstyrelsens side om mpox står der om sygdommens udvikling i Danmark:
– I maj 2022 kom den smitsomme sygdom mpox (abekopper) til Danmark. Sygdomsudbruddet blev bremset i efteråret, men der er stadig smitte i Europa.
Styrelsen understreger, at alle kan få mpox ved tæt fysisk kontakt, men at smitte i dette udbrud især er blevet set blandt mænd, der har sex med mænd, og som har flere og forskellige partnere.
– Sygdommen vil i langt de fleste tilfælde være mild og går over af sig selv inden for to til fire uger. Sygdommen kan dog godt gøre ondt og give smerter, skriver styrelsen.
Per 10. februar i år havde der været registreret 196 tilfælde i Danmark siden maj 2022.
/ritzau/
Andre læser også