AVIZ

Årets sidste supermåne lyser op fredag aften

Britain Supermoon

Ifølge CNN er aftenens supermåne årets fjerde og sidste.

En supermåne opstår, når en fuldmåne falder sammen med dét tidspunkt på året, hvor Månen er tættest på Jorden. Det skriver TV 2 Vejret.

Fredag aften vil Jordens afstand til Månen være på 361.867 kilometer. Dermed vil Månen være 22.604 kilometer tættere på Jorden end dens gennemsnitlige afstand.

Årets tætteste supermåne opstod 30. august, hvor Månen var 357.200 kilometer væk fra Jorden.

Månens afstand til Jorden varierer, fordi Månens bane om Jorden ikke er cirkelrund. Den er derimod ellipseformet.

Når Månen er tættest på Jorden, befinder den sig i punktet “perigæum”.

Det modsatte af supermåne er mikromåne. Her er Månen længst væk fra Jorden, når der er fuldmåne.

En mikromåne blev observeret ved årets anden fuldmåne 5. februar, skriver TV 2 Vejret.

Mediet tilføjer, at der fredag aften vil være god udsigt til supermånen vejrmæssigt i Danmark.

Dog vil himlen først klare op sent på aftenen på Sjælland og resten af den østlige del af landet.

På Bornholm vil Månen først vise sig frem sent på natten.

Supermånen, der lyser op fredag aften, bliver også kaldt høstmånen, skriver CNN.

Navnet hentyder til, at der er fuldmåne i det tidlige efterår, hvor der er høsttid flere steder i verden.

/ritzau/

Andre læser også