AVIZ

AaB rykker ned efter 36 år i den bedste fodboldrække

Superliga: AaB - Silkeborg IF
Superliga: AaB - Silkeborg IF (Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Dermed rykker AaB ned i 1. division i selskab med AC Horsens.

Uafgjort havde ellers været nok til at sikre overlevelse, men en sen scoring efter et brændt straffespark til Silkeborg var med til at sende traditionsklubben ned i den næstbedste række.

Det blev resultatet af en ellers jævnbyrdig kamp, hvor et påpasseligt hjemmehold gjorde alt for at skille sig sikkert af med boldene i defensiven.

Begge mandskaber var ligeledes tålmodige i deres boldomgang, og dermed var kampen præget af mange boldberøringer og lange opspil til chancer.

I første halvleg kom AaB-angriberen Anosike Ementa til flere halve muligheder for hjemmeholdet, men det blev aldrig voldsomt farligt i Silkeborg-feltet.

Tværtimod var det gæsterne, som tilspillede sig de mest markante af mulighederne.

Eksempelvis kom Tonni Adamsen alene igennem til AaB-målmand Nico Mantl efter et kvarters spil. Den tyske lejesvend gjorde sig dog bred og stod i vejen for katastrofen.

Med 20 minutter tilbage appellerede AaB-lejren for et frispark på kanten af Silkeborg-feltet, og mens dommer Sandi Putros’ fløjte forblev tavs, kom gæsterne igennem på en omstilling.

Alexander Lind trak et straffespark, hvilket Sebastian Jørgensen sparkede på overliggeren. I sekunderne efter fik Silkeborg-spillerne dog fat i bolden, som Lind sendte i mål til en føring til gæsterne.

AaB har været i landets bedste fodboldrække siden 1987 og var sammen med Brøndby IF de eneste to klubber, som har været med i samtlige sæsoner af Superligaen siden etableringen i 1991.

Aalborgenserne tabte 17 ud af sæsonens 32 ligakampe.

/ritzau/

Andre læser også