Den amerikanske talkshowvært Jerry Springer er død.
Det fremgår af en meddelelse fra hans familie, skriver Daily Mail og andre amerikanske medier.
Jerry Springer blev 79 år. Han døde, få måneder efter at han var blevet diagnosticeret med kræft, oplyser familien.
– Han er uerstattelig, og tabet af ham gør enormt ondt, men minderne om hans intellekt, hjerte og humor vil leve videre, siger familiens talsmand Jene Galvin, ifølge Daily Mail.
De fleste husker ham fra de omkring 4000 “Jerry Springer Show” i perioden fra 1991 til 2018.
Almindelige mennesker, der af den ene eller anden grund var raget uklar med hinanden, mødtes i programmerne hos Jerry Springer for at tale om tingene.
Stærke mænd stod klar i kulissen til at gribe ind og skille gæsterne fra hinanden, når de begyndte at slås. Og det gjorde de ofte.
Imens gik Jerry Springer stille frem og tilbage blandt publikum og fulgte optrinnet.
Jerry Springer var dog også andet end talkshowvært.
Han studerede jura og statsvidenskab i 60’erne og var også en del af præsidentkandidaten Robert F. Kennedys kampagnestab.
Robert F. Kennedy blev skudt i 1968.
Senere blev Jerry Springer ansat på advokatkontorer og var fra 1973 til 1985 selv partner i et advokatfirma.
Han blev i 1971 valgt til byrådet i Cincinnati i delstaten Ohio. Senere blev han borgmester i byen.
Jerry Springer har forgæves forsøgt at blive valgt til Kongressen i Washington D.C. for Demokraterne.
Jerry Springer blev født i London i 1944 på undergrundsstationen Highgate, der blev brugt som beskyttelsesrum under Anden Verdenskrig.
Hans forældre var jødiske flygtninge fra det vestlige Polen.
Efter Anden Verdenskrig udvandrede familien til New York i USA.
/ritzau/
Andre læser også