AVIZ

Mand nummer fem er dømt i sag mod narkoring

Exteriør af retten i Randers mm
Exteriør af retten i Randers mm (Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Med en dom torsdag er der nu idømt mere end 50 års fængsel sammenlagt til fem mænd, der har været del af en narkoring, som i fjor blev optrevlet af National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

27-årige Jamshid Naseri tilstod torsdag i Retten i Randers, at han på vegne af organisationen havde modtaget, vekslet og transporteret 53 millioner kroner i kontanter og et større beløb i udenlandsk valuta.

Pengene stammede fra organisationens indsmugling af 157 kilo kokain og 3,4 ton hash.

Det takserede dommeren til en straf på 14 års fængsel samt livslang udvisning af Danmark. Naseri har nu 14 dage til at overveje, om han vil anke dommen.

– 14 års fængsel er en hård straf, og udvisning er også en alvorlig ting, så vi har brug for tid til at overveje, om det er noget, vi vil gå videre med, siger advokat Mette Grith Stage, der har forsvaret manden i retten.

Ud over straf og udvisning slog dommeren fast, at der skal konfiskeres 900.000 kroner i kontanter samt pengetællere og en vakuumpakker, der har været brugt til kontanter, oplyser NSK.

Sagen udspringer af en efterforskning, der kulminerede i en politiaktion 5. april sidste år. Dagen efter blev ti mænd varetægtsfængslet, og siden har flere af dem valgt at tilstå.

I løbet af 2022 blev tre mænd en efter en idømt henholdsvis syv års fængsel, fire et halvt års fængsel og 14 års fængsel. I februar i år sprængte Retten i Randers den normale straframme på 16 års fængsel i narkosager, da en 33-årig mand blev idømt 17 års fængsel i sagskomplekset.

20 adresser blev ransaget, og et ton hash samt en mindre mængde hård narko blev beslaglagt ved politiaktionen 5. april i fjor. Den skete i samarbejde med Fyns Politi, Sydøstjyllands Politi, Østjyllands Politi og politiet i Spanien.

Ved politiaktionen blev der desuden beslaglagt værdier svarende til cirka seks millioner kroner, oplyste NSK dengang.

Ud over de fem, der nu er dømt, sidder yderligere fem varetægtsfængslet i sagen.

/ritzau/

Andre læser også