AVIZ

Jon Stephensen går på orlov efter upassende beskeder

Moderaterne holder gruppemøde på Christiansborg
Moderaterne holder gruppemøde på Christiansborg (Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Moderaternes Jon Stephensen går torsdag formelt på orlov frem til 3. oktober, når Folketinget åbner.

Det blev meddelt torsdag formiddag i Folketingssalen.

Orloven kommer, efter et turbulent forløb hvor Moderaternes kulturordfører af TV 2 blev afsløret i at skrive upassende beskeder til en 19-årig kvinde, som er medlem af partiet.

Det skete i februar, men er kommet frem for nylig.

Inden den sag var Jon Stephensen centrum for en stribe sager fra hans tid i film- og teaterbranchen.

Her er han blevet anklaget for forskellige ting – blandt andet grænseoverskridende adfærd og dokumentfalsk.

Jon Stephensen bliver i Folketinget afløst af sin suppleant, Lean Milo. Han har blandt andet drevet kontorfællesskab for iværksættere og er søn af tidligere Venstre-borgmester i Greve René Milo.

– Jeg ser frem til at skabe de bedste rammer for et bæredygtigt kulturliv. Jeg betragter det som en vigtig opgave at kunne give det danske kulturliv de bedst mulige betingelser, siger Lean Milo i en pressemeddelelse.

Han overtager en række ordførerskaber og bliver dermed blandt andet kulturordfører og udenrigsordfører.

Også Alternativets Helene Liliendahl Brydensholt går på orlov. Hun bliver fra 1. maj afløst af sin suppleant, Nanna Høyrup (AL).

Hendes orlov varer til 29. juni.

Folketinget godkendte torsdag begge suppleanters indtræden i Folketinget.

Stinus Lindgreen (R) blev også godkendt som permanent afløser for Sofie Carsten Nielsen (R), som 30. april forlader Folketinget.

Hun tiltræder et job som EU Bio Project Director i Dansk Industri (DI).

Stinus Lindgreen, der sad i Folketinget fra 2019 til 2022, blev ikke genvalgt til Folketinget ved valget i november sidste år. Her fik netop Sofie Carsten Nielsen lidt flere personlige stemmer end ham i Københavns Omegns Storkreds.

Valget blev elendigt for De Radikale, der gik fra 16 til syv mandater, og dagen efter valget trådte Sofie Carsten Nielsen tilbage som politisk leder for partiet.

/ritzau/

Andre læser også