Arne Boye Nielsen, chef for Diagnostics-afdelingen i høreapparatselskabet Demant, er blevet opsagt sammen med to andre ledende medarbejdere.
Det oplyser selskabet torsdag i en pressemeddelelse.
Medarbejderne fratræder “som følge af en undersøgelse, der afdækker, at de ikke i tilstrækkelig grad har formået at sikre en sund arbejdskultur i Demants diagnostikforretning”, oplyser selskabet.
Arne Boye Nielsen har været en del af Demant siden 1990 og haft en række forskellige positioner i selskabet.
Den administrerende direktør hos Demant, Søren Nielsen, bekræfter til finansmediet Marketwire, at der har været kulturproblemer i afdelingen.
– Tillid, integritet og respekt er kulturbærende værdier i Demant, og vi har konkluderet, at disse afgørende værdier ikke er blevet forvaltet på tilstrækkelig vis, siger han i en kommentar til mediet.
– Vi har konstateret, at der er brug for en forandring af ledelseskulturen i Demants diagnostiske forretning – helt i tråd med at være en inkluderende og rummelig arbejdsplads for alle.
Demant oplyser ikke umiddelbart yderligere om, hvad sagen konkret handler om.
Ifølge Demant selv omhandler fratrædelserne ikke forhold med økonomisk betydning for virksomheden.
Arne Boye Nielsen havde også ansvaret for kommunikation. Den administrerende direktør overtager nu ansvaret for det område.
Imens overtager finanschefen ansvaret for diagnostikafdelingen.
Demant laver sundhedsteknologi og -løsninger. Selskabet har 20.500 ansatte globalt i 130 forskellige lande.
/ritzau/
Andre læser også