AVIZ

Russisk militærfly er styrtet ned i Murmansk

Rehearsal for Victory Day Parade in Moscow
Rehearsal for Victory Day Parade in Moscow (Maxim Shemetov/Reuters)

Et russisk militærfly er onsdag styrtet ned i Murmansk-regionen.

Det bekræfter forsvarsministeriet i Rusland ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

Flyet er et kampfly af typen MiG-31. Det var på en øvelsesflyvning.

Piloterne formåede at skyde sig selv ud af flyet ved hjælp af deres katapultsæder.

Ifølge forsvarsministeriet er de uden for livsfare.

– Begge piloter skød sig ud. De blev omgående evakueret af en redningshelikopter. Deres liv og helbred er ikke i fare, meddeler ministeriet.

Lægekilder siger imidlertid til Tass, at piloterne er indlagt på et hospital, og at deres tilstand betegnes som alvorlig.

Årsagen til styrtet er ikke umiddelbart kendt. Men politikilder siger til Tass, at flyet brød i brand, mens det var i luften.

– En af motorerne på MiG-31’eren brød angiveligt i brand under en planlagt flyvning. Flyet styrtede ned, siger en kilde til Tass.

– Piloterne må have skudt sig ud. Øjenvidner siger, at de har set to faldskærme i det område, hvor styrtet skete, tilføjer kilden.

Kampflyet styrtede ned omkring ti kilometer fra byen Montjegorsk. Den ligger omkring 100 kilometer øst for den finske grænse.

Ifølge de foreløbige oplysninger er flyet styrtet ned i en sø.

Murmansk-regionen ligger i det nordvestlige Rusland og grænser op til Norge og Finland.

/ritzau/

Andre læser også