Politisk leder Lars Løkke Rasmussen (M) kan ikke svare på, om partifællen Jon Stephensen har en fremtid hos Moderaterne, når Stephensens orlov er slut i begyndelsen af oktober.
Stephensen har selv udtalt, at han vil tilbage i Folketinget for Moderaterne efter sagen om upassende beskeder til en 19-årig partifælle.
Sagen har sendt Stephensen ud på sidelinjen de kommende fem måneder.
Løkke kan heller ikke svare på, hvad Stephensen skal gøre og vise i de kommende fem måneder for at genoprette tilliden til partiet og vælgerne, hvilket Løkke ellers har sagt, at Stephensen netop skal bruge sin orlov til.
– Det er et spørgsmål, du skal stille til ham, siger Løkke, som dog siger, at “Stephensen ikke er noget uplettet menneske”.
Spørgsmål: Jon Stephensen har allerede sagt, at han vil tilbage i Folketinget. For Moderaterne. Kommer han det?
– Det kan man ikke svare på, svarer Løkke.
Spørgsmål: Det kan du da svare på?
– Det kan jeg da ikke, lyder det fra Løkke.
Lars Løkke Rasmussen var tavs omkring sagen tirsdag, men stiller op til interview onsdag.
Sagen om de upassende beskeder fra Stephensen til den 19-årige partifælle så dagens lys søndag, da TV 2 bragte historien.
Hun modtog beskederne i februar.
TV 2 kunne dokumentere, at Stephensen blandt andet havde skrevet, at den 19-årige partifælle “er smuk med den lækreste krop”.
Stephensen søgte om orlov tirsdag, efter at Løkke i de sene nattetimer havde lagt en video op på Facebook, hvori partilederen gav en status på sagen efter at have holdt møde med Stephensen og andre fra partiledelsen.
Allerede tirsdag eftermiddag, efter at en række partifæller havde sået tvivl om, hvorvidt Stephensen har en fremtid i Moderaterne, meldte Stephensen sig selv på banen.
I en mail gjorde Stephensen det klart, at hans politiske karriere ikke er slut, og at han vil retur i Folketinget for Moderaterne.
Løkke finder “løsningen” på Stephensen-sagen ganske passende. Og så inddrager Løkke af egen hånd en masse af Folketingets andre partier i forhold til emnet.
– Hvis du gik rundt i alle partiernes medlemsregistre og sagde, at hvis der er nogle, der har sendt en fuldstændig utilgivelig besked af denne karakter, så kan de ikke have et partimedlemsskab, så kunne jeg godt intuitivt forestille mig, at der skulle sorteres ud i nogle medlemslister. Derfor er vi nødt til at have lidt proportioner i det her.
/ritzau/
Andre læser også