Når Jon Stephensen nu går på fem måneders selvbetalt orlov, skal han “genvinde tilliden til Unge Moderater, vælgerne, partiet og i virkeligheden alle sammen”.
Det siger Moderaternes gruppeformand, Henrik Frandsen, tirsdag til TV 2.
– Vi synes, at det her er en meget, meget hård konsekvens, men det er også en hård hændelse, der er sket, siger Henrik Frandsen til TV 2.
Politisk leder Lars Løkke Rasmussen meddelte mandag aften, at partiets ledelse i enighed med folketingsmedlemmet Jon Stephensen har besluttet, at Stephensen går på orlov frem til 3. oktober, når næste folketingsår starter.
Det sker, efter en sag, hvor Jon Stephensen har sendt upassende beskeder til en 19-årig partifælle fra ungdomspartiet Unge Moderater.
Jon Stephensen har endnu ikke selv udtalt sig om sagen.
Men Henrik Frandsen “håber, at det lykkes” for den tidligere teaterdirektør at genvinde tilliden.
– Jeg kan ikke vide det, men vi giver det i hvert fald en chance. Og det synes jeg også er fair, siger Henrik Frandsen til TV 2.
Gruppeformanden uddyber til Ritzau, at han “har en klar forventning om, at der ikke kommer flere sager nu” om Jon Stephensen.
Men skulle der komme en sag mere, er det ikke nødvendigvis dråben for partiet.
– Det kan jeg ikke svare dig på, for det kræver, at jeg ved, hvad det er.
– Og hvis der gør det, kan det være en bagatel, eller det kan være noget meget, meget graverende. Så jeg kan ikke stå her og vurdere, at det får det ene eller andet udfald, siger han.
Det er ikke første gang, at Stephensen er i medierne, efter at han angiveligt skulle have opført sig grænseoverskridende.
TV 2 har tidligere beskrevet, hvordan Stephensen ifølge en lang række kilder fra teaterbranchen, som Stephensen var en del af i mange år, skabte et ubehageligt arbejdsmiljø med trusler, magtmisbrug og grænseoverskridende adfærd i sin tid på teatret Aveny-T. Her var Stephensen direktør.
/ritzau/
Andre læser også