AVIZ

Mulige anklager efter berømt Trump-opkald ventes til sommer

Fani Willis
Fani Willis (Brynn Anderson/Ritzau Scanpix)

Anklagere i delstaten Georgia vil til sommer offentliggøre, om de vil anklage tidligere præsident Donald Trump for forbrydelser i relation til indblanding i præsidentvalget i 2020.

Det skriver avisen Atlanta Journal-Constitution.

I et brev sendt til lokalpolitiet skriver distriktsadvokaten i Fulton-amtet Fani Willis, at hun vil offentliggøre beslutningen mellem 11. juli og 1. september.

Hun har ifølge avisen sendt brevet for at forberede myndighederne på mulige voldelige hændelser, da beslutningen ifølge Willis sandsynligvis vil føre til “en betydelig offentlig reaktion”.

I januar fortalte Willis, at en beslutning var nært forestående.

Det kom kort efter afslutningen af en månedsslang efterforskning af, hvorvidt Trump og hans ledsagere ulovligt havde forsøgt at omgøre præsidentvalget, som Joe Biden vandt.

Willis begyndte at efterforske Trump kort efter hans opkald til delstatens indenrigsminister, Brad Raffensperger, i januar 2021.

Det meget omtalte opkald, hvor Trump bad Raffensperger om at “finde” stemmerne, der kunne omgøre Joe Bidens valgsejr, blev siden offentliggjort.

Den rapport, der blev færdiggjort om efterforskningen, er hemmelighedsstemplet.

I marts indgav advokater for Trump en anmodning om at stoppe anklagere fra at bruge rapporten.

Willis’ afdeling har indtil næste uge til at besvare Trumps anmodning.

Republikaneren Trump har nægtet at have gjort noget forkert og anklaget Willis, der er valgt for demokraterne, for at gå efter ham på grund af politiske årsager.

Han blev i marts den første tidligere amerikanske præsident til at blive tiltalt i en straffesag.

Anklageskriftet mod Trump drejer sig om falsk bogføring i forbindelse med blandt andet udbetaling af såkaldte tys-tys-penge til to kvinder.

/ritzau/Reuters

Andre læser også