AVIZ

M-minister tager afstand fra Stephensens beskeder til 19-årig partifælle

Doorstep om finanslovsaftale for 2023
Doorstep om finanslovsaftale for 2023 (Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Det er ikke i orden, at folketingsmedlem Jon Stephensen har sendt upassende beskeder til en 19-årig partifælle.

Sådan lyder det fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), som mandag i forbindelse med præsentationen af finanslovaftalen for 2023 bliver spurgt ind til emnet, der så dagens lys søndag.

Han tager afstand fra Stephensens beskeder, siger Engel-Schmidt. Men hvad det eventuelt skal have af konsekvenser, svarer ministeren ikke på.

– Det er en alvorlig sag. Personligt tager jeg afstand fra den dialog, jeg kan forstå, at der har været, mellem Jon Stephensen og en pige, der er mange år yngre og medlem af Unge Moderater, siger Engel-Schmidt.

Stephensen skrev blandt andet, at partifællen på 19 år “er smuk med den lækreste krop”.

Hun modtog beskederne i februar, men selve historien om beskederne er kommet frem søndag hos TV 2, som har set beskederne.

Engel-Schmidt oplyser, at Stephensen skal til møde med partiledelsen tirsdag, uden at uddybe mere. Kulturministeren henviser til gruppeformand Henrik Frandsen (M) for yderligere.

Frandsen vil ikke inden mødet tage stilling til, om Stephensen kan fortsætte i partiet.

– Det at sende sms’er til unge kvinder, hvis man har en magtposition i partiet, er ikke i orden.

– Jeg vil ikke udtale mig til konsekvenserne, før vi har haft det møde med Stephensen, siger Frandsen.

Ifølge Frandsen tager hele Moderaternes folketingsgruppe afstand til Stephensens beskeder til den 19-årige partifælle.

– De er selvfølgelig ikke okay med, at man sender sms-beskeder på den her måde, siger Frandsen.

Han tilføjer, at han ikke har kendskab til andre lignende sager med Stephensen.

/ritzau/

Andre læser også