Som det første europæiske selskab har luksuskonglomeratet LVMH oversteget en markedsværdi på 500 milliarder dollar.
Det skriver nyhedsbureauet Bloomberg.
Franske LVMH, der har mærker som Louis Vuitton og Dior under sig, nåede mandag klokken 10.43 over grænsen på de 500 milliarder dollar. Det svarer til omkring 3384 milliarder kroner.
Selskabets stigende værdi har været medvirkende til, at verdens rigeste person Bernard Arnaults formue er vokset.
Arnault er grundlægger af LVMH og bestyrelsesformand. Han overtog i slutningen af 2022 titlen som verdens rigeste person efter Tesla- og SpaceX-direktør Elon Musk.
Det er knap to uger siden, at LVMH kom med resultater for første kvartal. Her meldte selskabet om markant omsætningsvækst sammenlignet med samme periode sidste år.
Generelt har Kinas genåbning været med til at drive udviklingen for luksusmærkerne, skriver Bloomberg.
Andre mærker, som hører under LVMH, er Tiffany & Co., Givenchy, Marc Jacobs, Stella McCartney, cognacproducenten Hennessy og champagneproducenten Moët & Chandon.
Ifølge hjemmesiden companiesmarketcap.com er LVMH dog fortsat kun verdens 11.-mest værdifulde selskab.
Det mest værdifulde selskab er amerikanske Apple. Udover oliegiganten Aramco fra Saudi-Arabien, som hovedsageligt ejes af den saudiarabiske stat, er der kun amerikanske selskabet blandt de ti højest værdisatte selskaber.
Det danske medicinalselskab Novo Nordisk ligger ifølge samme hjemmeside nummer 19.
/ritzau/
Andre læser også