Foreløbig er flere end 1000 EU-borgere blevet evakueret fra det konfliktramte Sudan i det nordøstlige Afrika.
Det oplyser EU’s udenrigschef, Josep Borrell, skriver nyhedsbureauet AFP.
Evakueringerne har fundet sted i løbet af weekenden.
– Det har været en kompleks operation, og det har været en succesfuld operation, siger Borrell.
Blandt de europæiske lande, der har evakueret deres statsborgere, er Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Frankrig.
Senest har Danmark evakueret 15 borgere fra Sudan natten til mandag. Det oplyser udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
Danskerne opholder sig nu i nabolandet Djibouti.
Ifølge Udenrigsministeriets oplysninger er der 21 danskere tilbage i Sudan. De har fået tilbud om at blive evakueret, men har ikke taget imod muligheden.
De første udlændinge, der er blevet evakueret fra Sudan, er primært ansatte på de forskellige landes ambassader og repræsentationer.
Næste skridt er at hjælpe andre statsborgere ud af landet.
Norges udenrigsministerium har mandag morgen meddelt, at man har sendt et hold af diplomater til Djibouti for netop at hjælpe norske statsborgere med at komme ud af Sudan. Det skriver det norske medie NRK.
Tre norske ambassadeansatte blev dog allerede evakueret søndag eftermiddag.
Ifølge det svenske nyhedsbureau TT oplyser Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, at landet har evakueret 20 udstationerede medarbejdere i udenrigstjenesten samt deres familier.
Det er svensk militær, der har stået for selve evakueringen.
Der er herefter 150 svenskere tilbage i Sudan.
Tyskland har ifølge Reuters evakueret flere end 300 personer, som er blevet fløjet ud af landet fra en flyveplads nær Sudans hovedstad, Khartoum.
Heraf er 101 mandag morgen ankommet til Berlin.
Og Frankrig evakuerede søndag cirka 100 personer med fly fra Sudan. Frankrig har planlagt endnu en afgang fra Sudan med et tilsvarende antal passagerer, skriver Reuters.
Om bord på det første franske fly var blandt andet EU’s delegation i Sudan samt en række forskellige nationaliteter.
/ritzau/
Andre læser også