Mike Pence, USA’s tidligere vicepræsident under Donald Trumps embede, vil inden sent i juni offentliggøre det, hvis han beslutter sig for at stille op som landets næste præsident.
Det siger republikaneren ifølge det amerikanske medie NBC News.
Pence siger i et interview på det ikoniske program “Face the Nation”, at enhver, som betragter sig selv som en seriøs kandidat til posten som republikanernes præsidentkandidat, skal melde sig ind i konkurrencen inden udgangen af juni.
– Hvis vi har noget at offentliggøre, så bliver det et godt stykke tid før sent i juni, siger han.
Der har længe været spekulationer om, hvorvidt Pence ville udfordre sin gamle chef Donald Trump, som i november offentliggjorde sine ambitioner om at genvinde pladsen i Det Hvide Hus.
Pence er dog stadig tilbageholdende med at give et klart svar på, om det bliver tilfældet.
– Jeg lover, at jeg giver besked, når vi har noget at offentliggøre. Det, jeg vil sige, er, at vi har fået en helt fantastisk mængde opbakning, fortæller den tidligere vicepræsident.
Mike Pence har gjort karriere som guvernør for sin hjemdelstat, Indiana, som han også har repræsenteret i Repræsentanternes Hus, det ene af de to kamre i Kongressen i USA, inden han blev vicepræsident.
De to har dog siden raget uklar, efter at Mike Pence nægtede at bakke op om Donald Trumps påstande om, at omfattende valgfusk skulle have kostet ham præsidentembedet ved valget i 2020.
Skulle Mike Pence beslutte sig for officielt at melde sig som kandidat, slutter han sig til et allerede tæt felt af republikanske håbefulde.
Ud over hans tidligere chef ville han skulle op imod tidligere South Carolina-guvernør Nikki Haley, tidligere Arkansas-guvernør Asa Hutchinson, iværksætteren Vivek Ramaswamy og radiopersonligheden Larry Elder.
Floridas nuværende guvernør, Ron DeSantis, har endnu ikke meldt sig ind i kampen. Han ventes dog også at gøre det og betragtes som en af de store udfordrere til Trumps kandidatur.
/ritzau/
Andre læser også