I Tyskland er forbundsregeringen, kommuner og fagforeninger nået til enighed i lønforhandlinger for omkring 2,5 millioner offentligt ansatte.
Det oplyser indenrigsminister Nancy Faeser kort før midnat til søndag, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Overenskomstaftalen er faldet på plads efter flere timers forhandlinger i Potsdam lørdag aften.
Socialdemokraten Faeser beskriver aftalen som “god og retfærdig”.
Blandt andet er der enighed om en lønregulering, der tager højde for inflationen i Tyskland. Det rapporterer tv-stationen ARD ifølge nyhedsbureauet NTB.
Nancy Faeser siger, at aftalen også handler om at tiltrække mere kvalificeret arbejdskraft til den offentlige sektor.
– Vi er nødt til at tiltrække flere faglærte. Derfor mener jeg, at det er vigtigt at gøre den offentlige sektor mere attraktiv siger hun til ARD ifølge NTB.
Hun tilføjer, at det samtidig har været vigtigt at tage hensyn til den stramme budgetsituation.
– Også på dette punkt kan jeg konstatere, at vi er lykkedes, siger hun.
Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa vil de omkring 2,5 millioner offentligt ansatte modtage 3000 euro – cirka 22.350 kroner – set i lyset af den høje inflation. Beløbet vil blive udbetalt i rater fra juni i år.
Fra marts 2024 vil lønnen stige med endnu mindst 340 euro, hvilket svarer til godt 2500 kroner.
Aftalen gælder for de næste to år.
Dermed er der sat punktum for en strid, som har udløst flere strejker i Europas største økonomi og lammet blandt andet den offentlige transport, daginstitutioner og hospitaler.
Den seneste strejke fandt sted fredag, hvor jernbanearbejdere og lufthavnsansatte nedlagde arbejdet.
/ritzau/
Andre læser også