Politiet har anholdt en 15-årig dreng efter et røveri på Amager torsdag.
Det oplyser den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi Christian Henningsen.
Den 15-årige bliver fredag fremstillet i et grundlovsforhør i Københavns Byret. Tidspunktet er endnu ikke kendt.
– Vi får anmeldelsen klokken 14.35. Det fandt sted i Kastrup Vinhandel, siger Christian Henningsen.
To maskerede personer gik ind i kiosken. Det fik politiet til at rykke ud, hvorefter det konstaterede, at der var sket et røveri.
Politiet formoder, at der er to gerningsmænd.
– Lige nu har vi den ene, og vi efterforsker naturligvis endnu, siger Christian Henningsen.
Han kan ikke give flere oplysninger om den eftersøgte person.
– Det eneste, vi kan sige, er, at vi formoder, at der har været flere, siger Henningsen.
Der er ikke sket nogen personskade i forbindelse med røveriet. Politiet kan ikke oplyse, hvorvidt der har været brugt våben.
Arbejdet på gerningsstedet er afsluttet.
– Vi har lavet nogle tekniske undersøgelser. Dem har vi afsluttet, siger Christian Henningsen.
/ritzau/
Andre læser også