AVIZ

Forsikringskoncernen Tryg får solid start på 2023

Flere storskader tager toppen af Trygs forsikringsresultat
Flere storskader tager toppen af Trygs forsikringsresultat (Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Efter et udfordrende 2022 har forsikringsgiganten Tryg fået en ganske fornuftig start på det nye år.

Det viser regnskabet for første kvartal torsdag morgen.

Koncernen har i løbet af årets første tre måneder tjent 885 millioner kroner efter skat.

– Vi har haft en god start på 2023 med gode finansielle resultater og en øget kundetilfredshed, siger topchef Morten Hübbe i regnskabet.

– Det skaber et positivt fundament for Trygs videre udvikling året og tiden fremover.

Tryg var særligt hårdt ramt på de finansielle markeder sidste år, men også har man fået en positiv start på året med et overskud på 167 millioner kroner.

Med til at trække overskuddet op har også været en fremgang i det forsikringstekniske resultat, der dækker over udviklingen i selve forsikringsforretningen.

I alt er det forsikringstekniske resultat steget med 45 procent til knap 1,5 milliarder kroner.

– Resultatet er drevet af en pæn toplinjevækst, RSA-relaterede synergier og forbedring af den underliggende erstatningsudvikling.

– Trods vanskelige makroøkonomiske forhold er det positivt at se et stærkt momentum i forretningen, hvor vi fortsat ser gode synergier fra opkøbet af Trygg-Hansa og Codan Norge, siger topchefen videre.

Tryg gennemførte i 2021 et stort opkøb af selskabet RSA Insurance, der betyder, at Tryg nu er største forsikringsselskab i Norden.

Med købet har Tryg overtaget RSA’s aktiviteter i Sverige og Norge – henholdsvis selskaberne Trygg-Hansa og Codan.

Trygs bruttopræmieindtægter lander for kvartalet på 9,2 milliarder kroner.

Præmier er de penge, man betaler til forsikringsselskabet for at være dækket ved uheld og skader.

/ritzau/

Andre læser også