AVIZ

Anmeldere byder Viftens opgør med Danmarks slavefortid velkommen

(Simon Læssøe/Ritzau Scanpix)
(Simon Læssøe/Ritzau Scanpix)

Den danske film “Viften” er et tiltrængt input til samtalen om Danmarks fortid som slavenation.

Sådan lyder det fra flere anmeldere forud for filmens biografpremiere torsdag.

– At denne skamplet så fremstilles så kulørt, med så tindrende et sarkastisk temperament, ja, det er blot en gave til en samtale, der aldrig må stoppe, skriver Information.

Filmen tager udgangspunkt i Danmarks kolonifortid i Dansk Vestindien i 1948.

Den er instrueret af Frederikke Aspöck, der i 2019 stod bag fængselsfilmen “De Frivillige”.

Manuskriptet er skrevet af Anna Neye, som også spiller med i filmen og er kendt fra satireprogrammet “Normalerweize”.

– Det er det første indslag i en forhåbentlig lang samtale om vores ikke-særlig-fjerne fortid og dens lange løse ender, skriver Soundvenue.

Mediet giver filmen fire stjerner ud af seks mulige.

Der lægges i anmeldelsen også vægt på, at filmen i sin sidste tredjedel har for travlt med at binde en sløjfe på de løse ender.

Kristeligt Dagblad kvitterer med samme bedømmelse – fire ud af seks stjerner.

– Den vælter en selvopfattelse, der har været førende i Danmark lige siden slavetidens ophør i midten af 1800-tallet: At vi danskere var særligt gode ved vores slaver. Og at vi i øvrigt også var en sympatisk og mild kolonimagt i Grønland, skriver avisen.

Ekstra Bladet giver filmen tre ud af seks mulige stjerner og skriver, at opgøret med “romantiseringen af Danmarks slavetid” bliver “kun mere absurd set fra de sortes synsvinkel”.

– De hvide var racistiske idioter, og de sorte spillede med for at overleve. Men provokationen udebliver, fordi så banebrydende er det heller ikke at se kolonitiden fra slavernes synsvinkel, skriver anmelderen.

/ritzau/

Andre læser også