Det amerikanske militær undersøger et stigende antal observationer af uidentificerede luftfartøjer verden over.
Men der er indtil videre ikke bevis for, at det er udenjordiske kræfter, der står bag.
Det fortalte Sean Kirkpatrick, direktør for det amerikanske militærs AARO-kontor, der i daglig tale er kendt som UFO-kontoret, onsdag i en kongreshøring.
– I vores research har AARO indtil videre ikke fundet troværdige beviser for udenjordisk aktivitet, teknologi eller objekter, der trodser fysikkens love, sagde han ifølge mediet Politico.
For tiden efterforsker det amerikanske militær ifølge ham omkring 650 hændelser.
Men det er kun halvdelen af de hændelser, som man vil kigge nærmere på.
– Kun en meget lille procentdel af UAP-observationer kan rimeligvis beskrives som anomale, sagde Sean Kirkpatrick.
UAP, der står for uidentificeret luftfænomen, har i de seneste år erstattet forkortelsen UFO, der står for uidentificeret flyvende objekt.
– Størstedelen af uidentificerede objekter, der bliver rapporteret til AARO, har karakteristika af balloner, skrot, naturlige fænomener eller andre letforklarlige kilder, sagde Sean Kirkpatrick.
Interessen efter det amerikanske UFO-kontor steg i februar, efter observationen og den senere nedskydning af en kinesisk spionballon i amerikansk luftrum.
Det blev efterfulgt af nedskydningen af flere ukendte objekter over amerikansk og canadisk luftrum.
Sean Kirkpatrick blev også spurgt ind til det af den republikanske senator Joni Ernst.
Han sagde dog, at der ikke var beviser for, at ukendte hændelser, som er under kontorets efterforskning, skyldes russisk eller kinesisk teknologi.
– Findes der kapabiliteter, som kan blive brugt imod os i overvågnings- eller våbenmæssige kapaciteter? Absolut. Har jeg bevis for, at de (fremmede magter red.) gør det i dette tilfælde? Nej, men jeg har foruroligende indikationer, sagde han.
/ritzau/
Andre læser også