Som led i et militærprogram kortlægger russiske såkaldte spøgelsesskibe kritisk infrastruktur i danske, svenske, norske og finske farvande.
Det fortæller DR onsdag i dokumentaren Skyggekrigen, som er lavet sammen med norske NRK, svenske SVT og finske Yle.
I tilfælde af en krig mod Vesten er eksempelvis havvindmølleparker, strøm- og internetkabler samt gasrørledninger oplagte mål for sabotage.
– I tilfælde af en konflikt mod Vesten er de parate og ved, hvor de skal sætte ind, hvis de ønsker at lamme det danske samfund, siger kontraspionagechef Anders Henriksen fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) til DR.
Ruslands ambassadør i Norge hævder over for DR, at kortlægningen er i overensstemmelse med international ret.
Ifølge DR sker det regelmæssigt, at russiske skibe sejler i nordiske farvande, mens de har slukket for deres AIS-sendere, som bliver brugt til identifikation.
På den måde sejler skibene under radaren.
I november 2022 fandt DR frem til det russiske skib “Admiral Vladimirsky” nord for Sjællands Odde i Kattegat.
Officielt laver skibet havforskning, men ifølge DR sendte fartøjet radiomeldinger til en flådebase i Rusland.
DR’s journalist og fotograf, som sejlede ud for at kigge nærmere på skibet, blev mødt af synet af flere mænd med tildækkede ansigter.
Én af mændene var ifølge DR iført uniform og bevæbnet med en russisk militærriffel.
Medierne har sammen fundet 50 russiske skibe, der i løbet af de seneste ti år har sejlet på en måde, som eksperter over for DR vurderer som mistænkelig.
Den danske regering valgte for cirka et år siden at udvise 15 russiske efterretningsofficerer for spionage på dansk jord.
En del af de udviste kom fra russiske efterretningstjenester, har PET bekræftet over for avisen Information.
Udvisningerne fandt sted, efter at Rusland invaderede naboerne fra Ukraine i slutningen af februar sidste år.
/ritzau/
Andre læser også