Lyden af skud kan høres i Sudans hovedstad, Khartoum, efter klokken 18 tirsdag, hvor en 24-timers våbenhvile skulle træde i kraft.
En journalist fra nyhedsbureauet Reuters, der befinder sig i byen, siger, at han har hørt skud fra kampvogne efter det tidspunkt, hvor våbenhvilen skulle gælde.
Skyderiet bekræftes på arabisk tv. Flere tv-stationer sender direkte fra Sudans hovedstad, og i baggrunden høres lyden af tungt skyderi.
Flere indbyggere i Khartoum fortæller ligeledes, at kampene ikke er stoppet.
En indbygger i den nærliggende by Omdurman siger, at vedkommende har hørt lyden af et luftangreb.
Kampene mellem den paramilitære organisation RSF og den sudanske hær brød ud for fire dage siden.
Det skete efter flere uger med magtkampe mellem de to generaler, der i 2021 tog magten ved et kup.
Det er Sudans hærchef, Abdel Fattah al-Burhan, og hans næstkommanderende, Mohamed Hamdan Dagalo, der leder RSF.
Begge parter har godkendt våbenhvilen på 24 timer. De har også begge sagt, at den ikke vil blive forlænget, når de 24 timer er gået.
Det er uklart, om det er hæren eller RSF, der har affyret skud, efter at våbenhvilen er trådt i kraft klokken 18. Men RSF beskylder hæren for at have brudt våbenhvilen efter kun 15 minutter.
Formålet med våbenhvilen er at sikre, at civile sikkert kan komme væk fra kampe, samt at sårede kan blive evakueret.
De seneste dages kampe har været voldsomme. Ifølge FN er mindst 185 mennesker blevet dræbt.
Flere regioner i landet har været ramt af urolighederne, men Khartoum er blandt de hårdest ramte områder.
/ritzau/Reuters
Andre læser også