Cykelrytteren Jonas Vingegaard, der vandt Tour de France sidste år, forlænger sin kontrakt hos Jumbo-Visma frem til slutningen af 2027.
Det oplyser holdet på sin hjemmeside.
– Jeg har haft en fantastisk rejse med holdet, som har støttet mig på alle måder for at blive den rytter, jeg er i dag. Jeg sætter pris på kvaliteten af holdet og folkene her og føler mig hjemme, siger Jonas Vingegaard i pressemeddelelsen.
– Hver dag presser vi hinanden til at blive bedre, og det er her, jeg kan udfolde mit fulde potentiale. Vi vil helt sikkert nå et endnu højere niveau sammen. Jeg ser frem til at vokse yderligere på holdet, fortsætter Vingegaard.
Jumbo-Vismas holddirektør Richard Plugge glæder sig over forlængelsen med den 26-årige dansker, der kom til holdet i 2019.
– Jonas passer fantastisk ind hos os: Han er ivrig efter at lære og nem at træne, og han skubber os også fremad som et hold, siger Plugge og fortsætter:
– Han var en usleben diamant, da han først kom til holdet. Sammen udviklede vi os markant og vandt i sidste ende Tour de France. Jonas er afgørende for vores mål, hvis vi skal bevare vores position i toppen.
Vingegaards store mål i 2023 er igen Tour de France, og danskeren har allerede vist takter, der peger mod succes.
Tidligere i april sikrede han den samlede triumf i Baskerlandet Rundt i ren opvisningsstil.
Mens Vingegaard fortsætter på holdet i flere år fremover, kan engagementet fra den ene hovedsponsor Jumbo være på lånt tid. Meget tyder på, at den hollandske supermarkedskæde stopper som hovedsponsor ved udgangen af 2024.
Flere kilder oplyste sidst i marts til det hollandske medie NOS, at man ikke fortsætter på samme niveau efter næste år.
– Det er usandsynligt, at vi fortsætter i samme spor. Sammen med Jumbo kigger vi på, om vi kan skabe en ny dimension i vores samarbejde fra 2025, sagde en talsmand fra cykelholdet til NOS.
/ritzau/
Andre læser også